Af Frida Bay Lorentsen
Da niårige Cady (Violet McGraw) mister begge sine forældre i et biluheld, bliver hun tvunget til at flytte ind hos sin moster, Gemma (Allison Williams). Ingen af dem er særlig glade for denne ordning. Gemma er en karriereorienteret legetøjsudvikler, hvis fremtid hos legetøjsfirmaet Funki hænger i en tynd tråd. Hun har hverken tid eller en synderlig stor motivation til at agere forælder, så i et forsøg på at slå to fluer med ét smæk, introducerer hun Cady for sin nyeste opfindelse: Model 3 Generative ANdroid.
Robotten, hvis navn forkortes til M3GAN, udfylder både rollen som opdrager og dedikeret ven for barnet, der er så “heldig” at få hende. En rolle, som muliggøres af M3GANS integrerede kunstige intelligens. Cady og M3GAN (Amie Donald og stemme af Jenna Davis) knytter straks et stærkt bånd, og det bliver tydeligt for Gemma, at den hyperintelligente robot er klar til at gøre hvad end, der skal til, for at beskytte sin nye ven.
Filmens største stjerne er utvivlsomt den titulære M3GAN. Som en forvokset porcelænsdukke med en sarkastisk Siri-agtig stemme, er hun en god kandidat til at blive den næste ikoniske gyserskurk.
Hendes design placerer sig perfekt i the uncanny valley – hendes mimik er lige menneskelig nok til at bedrage øjet i korte øjeblikke, men alligevel for mekanisk og unaturlig til at føles helt ægte. Takket være danser Amie Donald rammer hendes bevægelser perfekt balancen mellem det robotlignende og menneskelige, hvilket fremprovokerer en ubehagelig reaktion hos alle undtagen Cady – seeren inkluderet! Selv i de mest fredelige scener fornemmer man, at noget er fundamentalt galt med dukken.
Har man set én gyserfilm før, kan man efter 15 minutter gætte M3GAN’s forløb rimelig nøjagtigt. Plottet byder ikke på mange overraskelser, og karaktererne er ikke meget mere end omvandrende klichéer – hvis de da overhovedet får nok skærmtid til at have en definerbar personlighed.
Særligt Gemmas to kollegaer, Cole (Brian Jordan Alvarez) og Tess (Jen Van Epps), virker spildte i deres totale mangel på karaktertræk, på trods af skuespillernes ihærdige indsatser.
Det betyder dog langtfra, at M3GAN bør affejes. Når dræberdukken uundgåeligt begynder at vende sig mod menneskene omkring hende, får filmen for alvor vind i sejlene. Eksempelvis i den efterhånden semivirale dansescene, hvor M3GAN laver en lille koreograferet dans, øjeblikket før hun slår ud efter sit offer. Scenens absurditet er både dybt foruroligende og ekstremt sjovt.
Filmen er fyldt med den slags øjeblikke. Man kommer få gange i tvivl om, om det er sjovt med vilje eller ej, men lige meget hvad er det underholdende. Eksempelvis når M3GAN synger en melankolsk udgave af David Guettas Titanium som godnatsang til Cady. 100 klichéer kan tilgives for bare ét så uventet øjeblik.
Forventer du en banebrydende gyser, bliver du slemt skuffet. Forventer du derimod god gyserunderholdning, kan du lade dig overraske af M3GANs oprigtigt skræmmende og bizarre øjeblikke i selskab med den dødbringende dukke.
Kommentarer